Cardiff er en historisk, men også en meget moderne storby. Byen, der er hovedstad i Wales, har en masse spændende ting at byde på, og det er her de nationale institutioner er placeret. Der er meget at se og opleve i Cardiff, og meget af det er ret anderledes, end det man kan opleve i andre storbyer i Europa. Så hop på et fly til Cardiff og kom helt tæt på smukke Wales og de gæstfri walisere. I Cardiff kan I se slottet, som er overdådigt og opulent og giver et billede af, hvordan landets rigeste elite levede for ikke så forfærdelig mange år siden. I kan desuden handle i verdens ældste pladeforretning, Spillers, som åbnede i 1894, og I kan komme 90 meter ned under jorden i The Big Pit - den gamle kulmine, der er bibeholdt, som da den stadig var en aktiv arbejdsplads.
Romerne bosatte sig i Cardiff i år 55, og det nuværende Cardiff Castle står samme sted, som romerne opførte deres fæstningsværk. Slottet er intakt, og som besøgende har I den enestående mulighed for at komme ind og se godsejernes imponerende bolig på en såkaldtHouse Tour'. Turene, der finder sted dagligt, fører jer gennem slottet, og I kommer bl.a. ind i vinterrygeværelset, barnekammeret, Lord Butes soveværelse og op på tagterrassen. Alle sale og værelser er rigt dekorerede og meget smukke. Slottet er i sandhed et eventyrslot, som blev indrettet og moderniseret til en af verdens - på den tid - rigeste mænd.
Cardiff voksede sig stor, fordi den var centralt placeret i forhold til de walisiske kulminer, og hoveddelen af kullene blev afskibet fra havnen i Cardiff. I dag er der ikke meget tilbage af kulindustrien, men man kan komme på besøg i en kulmine, og opleve de forhold som kulminearbejderne arbejdede under. I The Big Pit viser tidligere minearbejdere rundt i minegangene. Som besøgende bliver I iført hjelm, pandelampe, bælte, batterier ogself-rescuer' - alt sammen fuldstændig som minearbejderne var udstyret, når de gik på arbejde. I kommer 300 feet eller 90 m ned under jorden og ind i minegangene. Her fortæller guiden, hvordan kullet blev brudt, og hvordan det blev transporteret, og de gamle minearbejdere, der arbejder som guider, har ofte en sjov historie eller to i ærmet, som de gerne underholder med. Arbejdet i minen var hårdt - fysisk som mentalt - og en god portion humor var nødvendigt for at holde gejsten oppe! The Big Pit er på UNESCOs verdensarvliste for at være et "Unique Industrial Landscape", og stedet er desuden med på "European Route of Industrial Heritage", som består af 850 industrielle seværdigheder i 32 forskellige europæiske lande.
Er I i Wales, skal I ikke snyde jer selv for en gang Cawl! Cawl er en slags sammenkogt ret og laves forskelligt, alt efter hvor i Wales den fremstilles. Inde i landet og oppe i bjergene er hovedingrediensen lam, mens hovedingrediensen ude ved kysterne ofte er fisk. Bacon er, sammen med porrer og kål, også vigtige elementer i en cawl - nogle steder serveres retten samlet, andre steder serverer man suppen først og spiser derefter kødet og grønsagerne. I Wales, som i resten af Storbritannien, er Afternoon Tea det lidt misvisende navn for et egentligt hovedmåltid. Prøv Afternoon Tea på Pettigrew Tea Rooms. En pint eller to skal der også til, og lige meget hvor I bevæger jer hen, er I sikre på at finde en hyggelig pub, nogle snakkesalige walisere og god øl!
Er I bare den mindste smule interesserede i sport, så skal I tage hen og se Millennium Stadium, som blev bygget i 1999 i forbindelse med, at Wales afholdt VM i Rugby. Millennium Stadium bruges til et utal af sportsarrangementer, koncerter etc. - bl.a. har Madonna spillet her. Måske er det en rigtig god idé at se, hvad der er på programmet her, når I har booket jeres flybilletter til Cardiff . For det er en fantastisk oplevelse at sidde sammen med 74.499 andre mennesker og opleve suset og stemningen på stadionet!
National Museum of Art er også et besøg værd. Her kan I blandt mange andre kunstværker finde "La Parisienne" af Pierre-Auguste Renoir, en af museet største værdigenstande.I "The Welsh National War Memorial" i Alexandra Gardens mindes de soldater, som døde i Første Verdenskrig, det er et smukt og fredfyldt sted at besøge.
Om os
Support og vigtige oplysninger